- sf9014
Beile Malka Zipikoff (1860-1943)
Updated: Nov 20, 2019
Beile Malka Unterschlag blev født i Drissa i Rusland (i dag i Hviderusland) i begyndelsen af 1860. Hun giftede sig med Salomon Nisonov Zipikoff (født 1861 i Rusland), med hvem hun fik seks børn.
I 1905 flygtede familien til Danmark. Efter mandens død i 1924 flyttede Beile ind hos sin ene datter. Senere flyttede hun ind i Stiftelsen Meyers Minde, der lå bag Synagogen i Krystalgade. Her boede hun stadig, da hun om aftenen den 1. oktober 1943 blev arresteret i sit hjem og ført til Langeliniekaj ombord på skibet Wartheland, der afsejlede med 198 jødiske fanger om formiddagen den 2. oktober. De blev ført til Theresienstadt, hvor de ankom den 5. oktober sent om aftenen. Kort tid efter ankomsten til ghettoen afgik Beile Zipikoff ved døden den 21. oktober 1943.
Familien Zipikoff blev hårdt ramt af "jødeaktionen", selvom Beile var den eneste, der blev deporteret. Flere andre familiemedlemmer druknede under flugtforsøg: en søn, Nisan Zipikoff (født 1887) og hans kone Helene Brechner (født 1893); en datter, Chaja (født 1891) og hendes mand Grenim Greiniman (født 1886); en svigersøn, Chaim Wasserman (født 1897) og en sønnesøn, Jacob Zipikoff (født 1916) druknede alle den 5. oktober 1943 i Øresund.
