Search
  • Snublesten

Benno Politur

Benno Politur blev født i Warszawa den 8. august 1872 som søn af Jakob Politur og Ruchla født Dancygier.

Egentlig hed han Bejrech (formentlig en jiddisch form af Baruch) men kaldte sig Benno. Han kom til Danmark i 1907 og blev dansk statsborger af lov af 13. april 1923. Han ernærede sig som grosserer.

Han var enkemand og boede i 1943 i Schacksgade 11 - formentlig på et pensionat. Hans kone hed Felicia, født Fagot, og døde den 12.5.1939.


Benno Politur blev arresteret natten til den 2. oktober 1943 og ført med den transport som afgik med skib fra Langeliniekaj i København. Skibet hed Wartheland og førte 198 jøder til Swinemünde (i dag Swinoujscie i Polen) hvor de blev gennet over i kreaturvogne. Ved ankomsten til Theresienstadt fik Benno Politur nummeret XXV/2-145. Romertallene henviser til at det var en transport fra Danmark - nummer 2 af slagsen - og Benno Politurs nummer i selve transporten var altså nummer 145. Det var et nummer man skulle huske (det blev ikke som i Auschwitz tatoveret) og det stod på alle fangernes dokumenter. Det var altså et identifikationsnummer. Den 2. danske transport som han var med ankom til Theresienstadt sent om aftenen den 5. oktober.


På en udateret liste står hans adresse i Theresienstadt som Wallstrasse 19/8 - det betyder faktisk Wallstrasse 8 - stue 19. Den kaldes også Kavalerkasernen og var en gammel bygning i meget dårlig stand, hvor mange af de ældre fanger fra Danmark blev installeret ved ankomsten.

Benno Politur døde den 13. september 1944 - godt et år efter han var ankommet til Theresienstadt, 72 år gammel.Overrabbiner Friediger, som selv var fange i Theresienstadt, har opgivet dødsårsagen som lungetuberkulose.


Teksten om Benno Politur stammer fra hans familie.

62 views

©2019 by Snublesten i Danmark.