Search
  • sf9014

Blima Itzkowitz

Fortællingen om min oldemor Blima Itzkowitz er en historie med en ”happy end”, idet hun både overlevede deportation og ophold i Theresienstadt.



Blima blev født den 4. oktober 1861 i den polske by Zdunska Wola, som datter af Mordechai Warszawski og Pessa Najman. Omkring 1879 blev hun gift med Moses Itzkowitz og fra 1880 til 1905 fik parret otte børn alle født i Polen, den sidste dog ”på vejen til Danmark”. Blima og Moses første adresse var Vognmagergade 21 i Københavns indre by. Da de var blandt de første af den bølge af russiske jøder, der skyllede ind over Danmark, benyttede de den erfaring de hurtigt tilegnede sig til at hjælpe de senere ankomne. Der blev løst mange problemer i det Itzkowitzske hjem og mange, især unge par, fik både råd og økonomisk støtte af ægteparret.

Blima Itzkowitz

Moses Itzkowitz var skomagermester med eget værksted og rimelig god økonomi. Moses og Blima akklimatiserede sig ganske hurtigt i deres nye hjemland. Det gjorde deres børn også, men alligevel havde fem af dem ikke ro på sig og ville videre. Viktor rejste til England, Abraham og Rifka (Regina) immigrerede til USA og Kisril (Karol) flyttede til Gøteborg. Salomon, som var kommunist, rejste med familie til det i 1928 oprettede Jødisk National- distrikt, Birobidsjan, i Sibirien. Familien hørte aldrig siden fra dem.


Tre Itzkowitz børn blev boende i Danmark, nemlig den yngste Jude Leib (Idus), min farmor Pessa (Paula) og Raisa (Rosa). De to sidstnævnte søskende blev gift med to brødre henholdsvis min farfar Alter Schalimtzek og Mordechai Schalimtzek. De to Schalimtzek par og ikke mindst deres efterkommere med ægtefæller, har sat et ganske betydeligt præg på den jødiske menighed i København. De har virket både for synagogen i Krystalgade og for Machsike Hadas. Flere har siddet i menighedens styrende organer og endnu flere har været bestyrelsesmedlemmer i de fleste jødiske foreninger.

Blima Itzkowitz var en aktiv, klog og meget religiøs kvinde, som sjældent forsømte sit morgenbesøg i synagogen. Hun var ligeledes en fast og velset kunde på Grønttorvet, som lå på det nuværende Israels Plads.


Efter Moses død flyttede Blima ind i ældreboligen Meyers Minde bag synagogen i Krystalgade. Da hendes børn og børnebørn i slutningen af september 1943 havde fået meddelelsen om den forestående razzia mod de danske jøder, forsøgte de af al kraft at overtale Blima til at flygte til Sverige med dem. Men, hun nægtede at forlade sit hjem. Måske kunne hun ikke forestille sig, at nogen ville lægge hånd på beboere i en ældrebolig. Dette var dog ikke noget problem for den tyske besættelsesmagt, for den 1. oktober 1943 blev 82- årige Blima sammen med de andre beboere forceret ud af deres boliger. Næste dag blev de deporteret til Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet.


Trods de umenneskelige vilkår i Theresienstadt lejren overlevede Blima opholdet der og blev befriet den 15. april 1945. Sammen med de andre danske Theresienstadtfanger, blev hun transporteret med de Hvide Busser til København.


Den store dag – 18. april 1945 – hvor de tidligere Theresienstadt-fanger skulle ankomme med skib til Malmø fra København oprandt. Familien Schalimtzek-Itzkowitz var mødt talstærkt op i havnen for at byde Blima Itzkowitz, som de havde været adskilt fra i 18 måneder, velkommen. Skibet nærmede sig, og da det var kommet så tæt på, at man kunne identificere de tilbagevendende koncentrationslejrfanger, der stod på dækket, ja så blev min farmor, Paula Schalimtzek, så overvældet af sine følelser, da hun så sin gamle mor igen, at hun råbte og gjorde fagter, det bedste hun havde lært. Denne scene fik min oldemor til at råbe på jiddisch oppe fra rælingen ned til sin datter: ”Far wus schreist du? Du host oben nicht gewehn in Theresienstadt” (“Hvad skriger du for? Det er jo ikke dig, der har været i Theresienstadt”).


Efter krigens afslutning vendte Blima Itzkowitz tilbage til sin lejlighed i Meyers Minde, hvor hun fortsatte sin rolle som familiens midtpunkt. Det blev blandt andet udtrykt ved, at familien hyppigt besøgte hende og især huskes shabbat-visitterne efter synagogen. I 1946, på årsdagen for Danmarks befrielse, blev der afholdt et arrangement i trossamfundets regi. Aftenen begyndte med, at nogle fanebærere marcherede ind i salen efterfulgt af de hjemvendte fanger fra Theresienstadt akkompagneret af forsamlingens hyldest. Og hvem gik forrest? Blima Itzkowitz, med overrabbiner Dr. Friediger under armen – hendes medfange i Theresienstadt.


Blima Itzkowitz døde i 1957, 96 år gammel og ”mæt af dage”. Hun har hundredvis af efterkommere – i henholdsvis Danmark, USA, Europa og ikke mindst i Israel. Vi er lykkelige og taknemmelige over, at hun overlevede og nu også bliver mindet med en snublesten.

Bengt Sjalin, Jerusalem

28 views0 comments

Recent Posts

See All

Den 4. Maj 1945 da befrielsen i Danmark var en realitet, kunne min dengang 17-årige far Søren Ulrich Haae Laub vende tilbage til bopælen Henningsens Alle 19 i Hellerup. Han var gået under jorden 16. f