Search
  • sf9014

Familien Grünbaum


Lea og Moses Grünbaum lærte hinanden at kende, efter at de begge havde været gift før – og begge havde børn fra tidligere ægteskaber.


Lea kom ganske ung til Danmark fra Letland, hvorfra hun flygtede med sin første mand omkring århundredeskiftet.


Lea var datter af en velhavende hestehandler, men det var ikke let at være jøde på trods af, at familien var relativt velstående.


Historien, som vi er blevet fortalt er, at Lea forelskede sig i Berlatefke Kagan. Imidlertid skulle han ind og aftjene sin værnepligt, hvilket på det tidspunkt var i 25 år, og som jøde var det ikke sikkert, man overlevede værnepligten. De to flygtede derfor til København, og slog sig ned som henholdsvis skomager og syerske.


Lea fik 8 børn med Berlatefke – 5 piger og 3 drenge. Den yngste søn døde af tuberkulose og én søn var syg. Familien levede under så ringe kår, at den syge søn blev bortadopteret til en familie I Holland, som havde råd til at give ham den medicin, som var livsnødvendig for ham.


Berlatefke døde og efterlod Lea med en hjemmeboende datter, Rachel, som var stærkt knyttet til sin far.


Moses blev født i byen Piantek i Polen i 1882. I 1904 forlod han Polen sammen med sin storebror Simon på grund af pogromer, som gjorde det svært at leve fredeligt som jøde. Drømmen var at rejse til USA, men da de nåede til Danmark, etablerede Moses sig her.

I 1905 giftede Moses sig med Bajla, og sammen fik de fem børn, 3 drenge og 2 piger, hvoraf Henry Grünbaum blev en kendt dansk politiker og minister.


Moses blev dansk statsborger 13. april 1923 og ernærede sig som skomager. Først som ansat og siden som selvstændig skomager på Englandsvej.


Moses var – atypisk for jødiske mænd - en høj og stolt mand og på mange måder en ”damernes” ven


Bajla og Moses blev skilt i 1935.


I august 1943 blev Lea og Moses gift. De boede på Frederiksundsvej 39 og hjemme boede den 11-årige Rachel.


Rachel Kagan kom til verden den 3. juli 1928 og var næstyngste barn i børneflokken på 8.


15 år gammel måtte hun på familiens vegne arrangere flugten til Sverige. Hvorfor hverken Lea eller Moses planlagde at flygte, vides ikke med sikkerhed, men formodentlig mente eller håbede de til det sidste, at den danske politik over for tyskerne ville sikre de danske jøder. De havde derfor hverken viljen, eller måske heller ikke evnerne, til at planlægge flugten, og overlod det derfor til Rachel.

Det lykkedes da også Rachel at planlægge flugten, som skulle finde sted 4. oktober 1943.

En taxi hentede dem og kørte dem sammen med andre til Dragør, hvorfra en kutter skulle sejle dem over Sundet.


De bliver sat af på Vestgrønningen, hvorfra der kun er ganske få hundrede meter til havnen.


På vej mod havnen møder de nogle store drenge, som kommer løbende mod dem og råber: ”Svinene er der”.


Om familien er i chok, eller de ikke helt forstår, hvad det betyder, vides ikke. I hvert fald fortsætter de mod havnen og går lige i armene på tyskerne.


De bliver arresteret med det samme, og bliver indsat på Dragør Fortet. Senere overføres de alle tre til Vestre fængsel og kommer derfra videre til Horserød.


Herfra bliver de i kreaturvogne kørt til Theresienstadt – en ”togtur” på flere dage under de kummerligste forhold.


Under opholdet i Theresienstadt bliver familien adskilt, men alle tre overlever og kommer hjem med De hvide Busser.


Rachel bliver i 1948 gift og de får to drenge.


Resten af sit liv lever Rachel, mærket af opholdet, med angsten som følgesvend.


Rachel får dog et godt og langt liv sammen med sin mand. Hun er hjemmegående hustru det meste af sit liv, men formår dog på et tidspunkt, at gøre sin store interesse for tøj til sin levevej, ved i en periode at opbygge en kjoleforretning, som en del af sin mands skrædderi.


Trods krigens rædsler, var det meget magtpåliggende for Rachel, ikke at give sit had til tyskerne videre til sine to børn – og når angsten fik tag i hende, kunne hun ofte ved at synge ”Always Look on the Bright Side of Life”, synes, at hun levede et privilegeret liv efter krigen.

30 views0 comments

Recent Posts

See All

Den 4. Maj 1945 da befrielsen i Danmark var en realitet, kunne min dengang 17-årige far Søren Ulrich Haae Laub vende tilbage til bopælen Henningsens Alle 19 i Hellerup. Han var gået under jorden 16. f