Search
  • Snublesten

Willie William Levysohn (1889-1944)

Willie William Levysohn født 20. Maj 1889 død 16. Marts 1944 i Theresienstadt.


Det er vanskeligt at beskrive konkret en person man kun har kendt de første 15 år af sit liv, men jeg husker ham som en stor humanist, sine venners ven og velgører. Jeg husker tydeligt da jeg som 10-årig kom med ham i Det Kongelige Teater til operaen De Lystige Koner i Winsor. Han var et musikalsk menneske og spillede blandt andet i en strygetrio med to barndomsvenner.


Willie Levysohn var oprindelig uddannet i bankverdenen i London og Hamburg, men kom hjem og overtog sin fars firma ´Engelhardt og Lohse´ manufaktur engros. Han bestred mange tillidshverv: blandt andet formand for Grosserer societetets accordforening og som dommer i Sø- og handelsretten. Han var en kendt skikkelse i det københavnske gadeliv med sine forskelligt farvede bowlerhatte, som altid matchede hans habit.


I 1921 blev Willie gift med Ebba Margrethe Israel. De fik mig i 1928 og jeg oplevede således 15 år sammen med min far. I 1937 lod mine forældre bygge en villa i Sølystparken hvor Snublestenen nu er nedlagt. Det første år i Gentofte kommune fik min far en skatteopgørelse hvor han var blevet sat i kirkeskat. Han skrev til kommunen at han som medlem af Mosaisk Trosamfund ikke skulle betalte skat til den danske folkekirke. Næste år gentog det samme sig og han skrev igen til kommunen. Da han tredje år blev opkrævet kirkeskat gik han ind til Georg Jensen og købte en sølvske som han gik op og afleverede til borgmesteren i Gentofte med følgende besked: De skal åbenbart have ind med skeer at jeg ikke skal betalte kirkeskat til den danske folkekirke. Dette er et eksempel på hans udprægede humoristiske og ironiske sans.


Da krigen begyndte, var det ham magtpåliggende at beholde sine ansatte på trods af mangel på varer tilsendt fra England. Han anskaffede nogle store spil som personalet kunne få tiden til at gå med, så de ikke skulle gå ledige.


Min far var også meget belæst og vidende. Hans venner sagde om ham at man kunne slå op i ham i stedet for Salomonsens leksikon.


Dette er i korte træk hvad jeg kan fortælle om min far.

Kate Henriques, født Levysohn.

0 views

©2019 by Snublesten i Danmark.